JANE MØLLER LARSEN

RESEARCH & FORMIDLING

Forside Profil Uddannelse Kurser Udland Video Web Publiceret Research
Namibia ørken

UDLANDSOPHOLD

Jeg har i både korte og længere perioder opholdt mig i udlandet. Her har jeg haft fast eller frivilligt arbejde, studeret, lavet research og video, været på rundrejse eller lignende. Det er blevet til mange forskellige lande og spændende oplevelser, og jeg har mødt et hav at interessante mennesker, der alle hver især har bidraget til den person, jeg er i dag. Jeg har primært besøgt lande i Amerika, Afrika og Europa. Her kan du finde information om, hvor i verden jeg har opholdt mig hvornår, hvad jeg har lavet, og nogle af de sproglige og kulturelle kompetencer jeg har tilegnet mig i forbindelse med disse ophold.

Guatemala Atitlan

Mexico og Guatemala (Centralamerika): Juni 2002

Jeg var på research, videooptagelse og rundrejse. Rejsen strakte sig fra Mexico City, kysten i Chiapas, San Cristobal, til Guatemala, Chimaltenango, Quetzaltenango, Solola, Antigua og Guatemala City. Sammen med en frivllig fra Operation Dagsværk besøgte jeg flere ngo’er i området, lavede research og optagelser i byerne og ved kysten, samt interviewede lokale om deres holdning til og forståelse af temaerne: globalisering, bistand, udvikling, kulturel identitet, terrorisme og håb for fremtiden. Turen varede 14 dage, og jeg havde til opgave at optage materiale til to kortfilm om henholdsvis Mexico og Guatemala, samt fire vellykkede dybdeborende interviews. Optagelserne var til undervisningsmateriale.

Pige fra Mozambique

Mozambique (Sydlige Afrika): Marts 2002

I fællesskab med tre repræsentanter fra Operation Dagsværk var jeg på research, videooptagelse og rundrejse i Mozambique. Rejsen strakte sig fra hovedstaden Maputo i syd til Nampula, Nacaroa og Memba i det nordlige Mozambique. Vi besøgte flere ngo'er, og jeg lavede research og optagelser på landet og i byerne, samt interviewede lokale om deres holdning til og forståelse af temaerne: globalisering, bistand, udvikling, kulturel identitet, terrorisme og håb for fremtiden. Optagelserne skulle bruges til undervisnings- materiale, udgivet af Operation Dagsværk, til de gymnasiale uddannelser i Danmark.

Kakler fra Sverige

Stockholm (Sverige): Oktober - februar 2001

I min praktikperiode ved internationale udviklingsstudier (ved Roskilde universitetscenter) arbejdede jeg som webredaktør for International Institute for Democracy and Electoral Assistance (intergovernmental organisation) i Stockholm. Her planlagde og udarbejdede jeg webdelen til deres årlige demokratiforum: Democracy and the information revolution; values, opportunities and threaths. Herunder indgik jeg som en naturlig del i organisationens daglige arbejde. Jeg boede i en lejlighed på Söder Malm i Stockholm.

A-huse i Swakopmund, Namibia

Namibia (Sydlige Afrika): Oktober 1999

Jeg var på research i Namibia med fire medstuderende fra Kommunikations-studier på Roskilde universitetscenter. Vi undersøgte hvordan borgerne i Nambia bruger internettet som redskab i den nationale demokratiseringsproces. Vi lavede 36 kvalitative interviews med repræsentanter fra medieinstitutioner, uddannelsessektoren, ngo'er, Internet Service Providers, biblioteker, netcafeer og ministerier. Interviewene forkuserer på henholdsvis adgang til IKT (eller mangel på samme) og aspekter der relaterer sig til brug af IKT. Vi besøgte hovedstaden Windhoek, Oshakati i nord og Swakopmund i vest, ved Atlanterhavet.

Conakry, Guinea

Guinea (Vestafrika) og Frankrig: Juli 1999

I fællesskab med to venner og medstuderende lavede jeg en dokumentarfilm om ngo Banlieus du Monde (Verdens Forstæder) i Paris og Conakry/Guinea. Ngo'en arbejder med kulturudveksling og marginaliserede unge fra Paris, og engagerer dem i lokale udviklingsprojekter i bl.a. Vestafrika. Jeg lavede research og optagelser i Paris' ghettoområder, i Guineas hovedstad Conakry og i forstaden Ayuttaya, hvor de unge fra Paris, i fællesskab med unge fra en lokal guineansk ngo (Los Amigos), konstruerede en basketballbane.

Paris

Paris (Frankrig): Maj – juli 1997

Jeg opholdt mig i Paris, hvor en del af min daværende svigerfamilie boede. Her havde jeg i fælleskab med min kæreste en lejlighed ved Place de la Republique. Under opholdet tog jeg et intensivt kursus i fransk ved Alliance Francaise, som er et velrenommeret kursussted, der underviser mennesker af alle nationaliteter i fransk. Jeg var gravid og ventede min søn Leonard (som i dag er syv år gammel). Jeg har både før og efter opholdt mig i Paris, og byen er en af mine favoritbyer i Europa.

Georgetown, Guyana

Barbados, Guyana, Brasilien, Uruguay, Argentina: Januar – marts 1997

Som afslutning på en fem ugers sejltur over Atlanterhavet, rejste jeg med min daværende kæreste fra Barbados til Guyana i det nordlige Sydamerika. Efterfølgende tog vi til Brasilien, hvor vi besøgte Manaus, Brasilia og Rio. Herfra rejste jeg alene videre til Florianopolis, Puerto Alegre og ind i Uruguay til hovedstaden Monte Video. Herefter rejste jeg til Buenos Aires og Necochea i Argentina - for derefter at returnere til Danmark. Under den sidste del af rejsen lavede jeg research, freelanceartikler og to videoproduktioner omhandlende blandingsreligion, etnicitet og nationale selvforståelser.

Flyvefisk

Gran Canaria og Cabo Verde: November og december 1997

Med min daværende kæreste rejste jeg til Gran Canaria og blaffede derfra med en sejlbåd (43 fod) over Atlanterhavet. Tidspunktet er det bedste når man skal krydse Atlanten, da Passatviden, der blæser fra øst mod vest omkring Ækvator, på denne tid er styrket. På vejen over Atlanterhavet besøgte vi øerne Sal og Santiago i øriget Capo Verde ud for Senegals kyst. Her skulle vi proviantere og hvile. Vi arbejdede som gaster, turen varede i alt fem uger og vores destination var Barbados (se ovenfor).

Påske i Leon

Leon (Spanien): 1994

Som led i min Bachelorgrad i spansk og engelsk (ved Handelshøjskolen i Århus) var jeg udvekslingsstuderende ved universidad de Leon i Spanien. Her læste jeg national- og erhvervsøkonomi, moderne historie og geografi, samt deltog i intensiv spanskundervisning. Jeg boede med to medstuderende i en lejlighed i Leon, og besøgte flere gange Madrid og Barcelona med mine spanske venner. Under opholdet var jeg også på et længerevarende ophold i Lissabon i Portugal.

Cafe i Chiapas, Mexico

Mexico, Guatemala, Honduras og Nicaragua: 1990

Jeg var med min daværende kæreste på rundrejse i Central Amerika. Vi rejste med rygsæk, fra Los Angeles til Mexico, over Guatemala og Honduras til Nicaragua og efterfølgende retur til USA. Der var på denne tid mange konflikter i landene, så de fleste af de steder vi besøgte, var der ingen turister, hvilket gjorde opholdet meget intensivt. Jeg tog et godt og nødvendigt kursus i spansk i Antigua, Guatemala.

Abbey Wood, London

London (England): 1989

Jeg boede et halvt år i East London og arbejdede som malerisælger for Art Ltd. Arbejdet var dør-til-dør salg af relativt dyre oliemalerier, tre timer dagligt, og jeg var på besøg hos mange engelske familier, enlige og indvandrere. Her fik jeg et utroligt stort indblik i menneskers forskelligheder og ligheder, samt vækket min stadige interesse for etnografi, sprog og kultur.

Blue Hole, Dahab, Sinai

Israel og Egypten: 1988

Jeg var fire måneder i Israel og to måneder i Egypten. I Israel var jeg i Kibbutz Hatzor ved Tel Aviv i to måneder, hvor jeg arbejde med madlavning, børn og i frugtplantagerne. Efterfølgende arbejdede jeg som servitrice i Eilat og Tel Aviv, og boede på en trimaran i det røde hav. I Egypten var jeg på rundrejse fra Sinai, Cairo, over ørkenoaserne mod Libyen, Assiut, Luxor, til Aswan og retur til Tel Aviv - herfra returnerede jeg til Danmark. Jeg har efterfølgende været tilbage i Israel og Sinai i 1996, hvor jeg tog dykkercertifikat (PADI Openwater) i badebyen Dahab.

Melrose avenue, Los Angeles

Los Angeles (USA): 1987

Jeg arbejdede to måneder som au-pair ansat ved en amerikansk familie i Laurel Canyon og efterfølgende ti måneder som børnepasser for en seksårig dreng i Studio City, Los Angeles. Jeg boede ved en velrenommeret makeup artist, og havde flere venner i filmindustrien. Sammmen med mine amerikanske venner besøgte jeg bl.a. San Francisco, Las Vegas, Hawaii og New York.

 

 

 

 

 

kontakt@janelarsen.dk